Kan batteridrift i elektriske tog helt eller delvist erstatte køreledninger?

Store investeringer til elektrificering af jernbaner kan muligvis spares ved i stedet at ”batterificere” tog. Teknisk set er batteridrift et interessant alternativ til en fuld elektrificering med køreledninger. Der har i over 100 år været batteridrift i Tyskland – frem til 1995. Det var med gamle, store og tunge blysyrebatterier.

Ny batteriteknologi, der er udviklet efter 1995 betyder, at batterier ikke vejer og fylder nær så meget i dag. De er holdbare og kan oplades på relativt kort tid. I disse år sker der en række nyudviklinger og forbedringer i batteriteknologien, og det betyder, at når batterierne skal udskiftes, vil det være med stadigt bedre batterier.

Batteridrift bliver dermed et stadig mere attraktivt alternativ til traditionel elektrificering. Man kan forestille sig, at korte delstrækninger elektrificeres, dels for at lade batterier op, dels for at give energi til acceleration og til kørsel ved stigninger i terrænet. Kommer energien til acceleration fra ledninger kan kravene til batterikapaciteten begrænses markant.

Desuden vil det være muligt at benytte batterierne ifbm. smart-grid, dvs. at batterierne kan benyttes til frekvens-stabilisering og oplades om natten når samfundet ikke bruger så meget strøm.

Permanent link to this article: http://batteriselskab.dk/arrangementer/praesentationer/kan-batteridrift-i-elektriske-tog-helt-eller-delvist-erstatte-koreledninger.htm